En helt særlig Lotte

Nu springer jeg lige over til hestene, for den 3. juni var det så Lottes fødselsdag. Dejlige Lotte blev 22 år. Det er ret godt for en hest i vore dage, når man tænker på, at sidste forsommer var vi lige ved at miste hende. Lotte blev svært forfangen. Det er slet ikke så mange år siden, at man aflivede en hest, der blev forfangen, for det er yderst pinefuldt, og den havde ingen chancer for at blive helbredt.

På det tidspunkt havde vi haft Lotte i 10 år, og der havde aldrig tidligere været problemer. Men i 2009 var der nætter med frost langt hen i foråret, som gjorde, at det nye græs indeholdt for meget fruktan. Det går fra fordøjelsen i hestenes blod og ned i forbenene primært, som drejes i skæbnesvangre vinkler (årsagerne til forfangenhed er ikke fuldtud klarlagt, og der findes flere både hypoteser og videnskabelige undersøgelser. Se bl.a. www.forfangenhed.dk). Hovbenet løsner sig fra hovkapslen. I hvert fald for Lottes vedkommende var det tæt på skæbnesvangert. Vi havde besøg af flere dyrlæger de følgende dage og indhentede yderligere råd fra hestefolk, som havde haft samme oplevelse. De trøstede godt, selv om Lottes tilstand var på kanten af det helbredelige.

Det var svært at måtte fodre sin sultne hest med halm, men det gav Lottes fordøjelse noget at arbejde med. Og Lotte, der ellers er så klog, ville så gerne ud på den grønne græsmark, hvilket altså ikke var klogt! I stedet fik hun gråbynke og nyopgravede, vaskede mælkebøtter med rod. Den bitre rod spiste hun med velbehag. Dét var klogt, for den renser giftstoffer ud.

Shetlandsponyen Jensen var også blevet forfangen, men kun på det ene forben og slet ikke i samme omfang som Lotte. Det gjorde nu heller ikke noget, om han tabte sig et par kilo, for han æder længe efter, at de andre er gået og har tendens til overvægt. I løbet af få dage var Jensen på dupperne igen.

Med Lotte tog det flere uger at blive rask. Hun fik også smertestillende medicin fra dyrlægen. Fra at være en hest, der altid havde været både venlig, omgængelig og tillidsfuld blev Lotte irritabel, mistroisk og ustyrlig. På trods af smerterne sprang hun omkring efter bedste evne og til fare for dem, der måtte befinde sig i nærheden. Fra den dag, hvor Peer og jeg skulle give Lotte en injektion (det lykkedes ikke!), kunne vi ikke nærme os hende begge to samtidigt. Herefter måtte vi gå over til en anden, smertelindrende medicin, som Lotte skulle have sprøjtet ind i munden. Hver dag måtte jeg overliste hende for at give hende medicinen. At Lotte havde haft stærke smerter sås tydeligt af hendes ansigtsudtryk, og det gjorde os så ondt for hende. Men lidt efter lidt mildnedes rynkerne over hendes øjne. Det var en stor befrielse og idel lykke igen at se Lotte af ren og skær lyst galoppere ud over markerne. Især da hun er en traverblanding!

Efter alle disse år tør vi nu ikke længere have hestene på græs hele døgnet. Man må lære af sin erfaring. Men udgifter til dyrlæger og medicin, beslagsmed og tilpassede ringsko, alt det ekstra arbejde, altsammen var det hele værd, når vi kunne redde Lottes og Jensens liv og beholde de dejlige dyr. Og det, vi lærte af erfaringen, er selvfølgelig at forebygge, at det sker igen her på gården.

At bruge sine erfaringer positivt er guld værd!